Jeg ligger i foster stilling på gulvet. Havde rejst mig op efter papir, men nåede ikke længere end til gulvet. Tårerne løber om kap ned af mine kinder, jeg kan ikke se noget for bare vand og min vejrtrækning overdøver mine tanker. Men denne gang er det nok. Jeg vil have min respekt, jeg vil have mine følelser. Tanken om, aldrig at skulle røre dig igen, gør så ondt at jeg ikke tør tænke den af frygt for konsekvenserne. Men jeg kan ikke mere. Du leger med mig, du spiller et ondt spil og jeg er bare din legesyge brik. Ikke engang tanken om det skarpe stykke glas har du fortjent. Jeg hader dig og alt du gør ved mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar