Man fik ikke lige det der job, man fik ikke lige lavede den der opgave, man fik lige drukket sig lidt for fuld til sidste fest, man fik lige sendt en spydig kommentar til den nærmeste uskyldige og nu svarer kæresten heller ikke.. Måske fordi klokken er 23 og jeg for længst også burde være gået i seng, men nej. Man kan bare mærke at det komme snigende, ik? Den der følelse af øv-hed der bare strømmer ud gennem væggen, dynen, fjernsynet, lige indtil den når til mig og placerer sig dybt indeni og man kan bare intet gøre. Førhen hjalp musik, hende der Maja Lau fra efterskolen, søvn, cola, 2z, Kristiane, en flirt, en kæreste, min mor, friends. Men niks. Ikke nu. Man bliver bange for, at man i livet har taget de forkerte valg. Som om jeg er 50 og døden nær. Men nej, hvad hvis gym ikke var mig? Hvad hvis jeg slet ikke skal være journalist? Hvad hvis dét ikke var sket? Ville jobbet så være mit? Opgaven lavet? Moralske og fysiske tømmermænd mindre? Spydighederne færre?
Måske har man bare brug for et mål. Sådan har jeg altid tænkt. Et mål med livet, ik? Komme på efterskole; tjek. Komme i gymnasiet; tjek. Blive journalist og gøre en forskel. Din inderste drøm, det du brænder for og drømmer om hver gang du lukker øjne: i vente position.
Hvad hvis målet ikke opnås? Hvad hvis jeg fejlede i matematik? I dansk? Hvis jeg ikke er god nok. God nok til hvad? Til mine egne åndsvage krav. Hvad nu hvis min families gener alligevel er slået igennem og jeg ikke er skabt til gym eller uni? Men medicin og en socialbyrde? Jeg er bange. Bange for at tabe.
