pistacie nødder

Livet er en sær størrelse nogle gange. Sommetider render jeg glad rundt og ser sød og smilende ud, men så pludselig, ud af det blå, sætter jeg mig ned og græder. Ikke at jeg græder lige nu, næ nej. Jeg er glad og lykkelig, but still. 
Jeg tænker meget på egenskaber for tiden. Egenskaber man behøver i livet, for at opnå optimalt udbytte af tilværelsen. Og det er svært.. Disse egenskaber skal være helt præcise og specifikke, for at de skal kunne bruges. Fx bedste venner, de skal have virkelig specielle egenskaber for at de kan fungere optimalt som bedste venner (HEJ OLIVER!). Forstår du? Og modeller... Først skal man være androgyn og tynd, så skal man være gravid og kvindelig. Og politimand.. Høj og løbe-agtig. Det er jo på sin vis meget vigtigt, ik? Egenskaber. There have to be a match. 
Nå men... Nu skal jeg rydde op på mit værelse, fordi min søde kæreste dukker op på lørdag og jeg skal bruge hele min dag imorgen på kæreste, genbrugsbutikker og skøjtning. <3
Forresten har jeg idag kørt i bil for første gang. Sammen med mor. Og hvorfor vil ingen med mig i biografen? :( 

is this the part where you fall in love with me?

Det er sært hvordan det hele kan ændres, vendes 360 grader fra den ene dag til den anden, forandre verdensbilledet med et snuptag. Her snakker jeg selvfølgelig om kærlighed. 
Elsket og forelsket. Hvordan kan man være så sikker på en person, på en simpel ting. 
Før ville man være fri, have one night stands og 1000 forskellige flirts. En gang imellem strejfede tanken en.. Tanken om, at det måske nok ville være rart med en der kunne bringe sommerfugle frem i maven, holde om en og kysse en på kinden, når verden så værst ud. Så slog man sig selv i hovedet og tænkte; "Nøh man, jeg vil sgu' da heller' drikke mig fuld og have hed sex", selvom man i virkeligheden mente, at det ville gøre alt for ondt, hvis det så alligevel ikke gik. Det er altid nemmest at lade som ingenting, ikke? 
Det vil jo være som at miste en, som at miste det man troede på og ville have tæt på livet, ik? I tidspunktet ville man selvfølgelig aldrig kunne se, hvordan den smerte kunne forsvinde og følelsen erstattet. 
Dét har også taget lang tid.. Meget lang tid. Og til dem der kender mig bedst, vil de vide at det har taget det meste af et år. 
En veninde fik det hele til at give mere mening den anden. Hun ville flytte sammen med sin kæreste. Sin kæreste hun havde været sammen med en gang. 200 km. væk fra hendes nuværende liv. For et halvt år siden ville jeg selvfølgelig have tænkt: Du er fucked, kogt oveni potten. Men ikke nu, ikke mere. For jeg er forelsket. Det lyder så banalt, det lyder alt for misbrugt. Men jeg er sikker, ikke et sekund i tvivl mere.. 
Er jeg blevet voksen - eller er verden bare en anden?